Galleri Gl. Lejre

Om udstillingen

Bent Holstein markerer sig med udstillingen om ”Across the Divide” med storladne abstrakte landskabsbilleder. Holstein har udviklet et særligt billedsprog, hvor landskabsformationer og konturer af landskaber anes, men hvor det nok så meget er farver, former og stemninger, det drejer sig om. Her trækkes på ekspressionistiske udtryksformer og her trækkes på en markant og særlig beherskelse af de anvendte teknikker, så der kommer et kraftfuldt, gnistrende og let vibrerende billedsprog ud af det.

Udstillingen har fernisering lørdag den 21. januar 2012 kl. 14–17, hvor kunstneren er til stede.

”Acros the Divide” er for Holstein:

”Alle de steder der ligger på den anden side. Af bjergkæder, af oceaner, af floder. Altid lidt længere væk. Mexico, The Keys, New Zealand, Bahamas, Las Tortugas. Altid det inspirerende nye. Altid med friske øjne.”

Storheden i livet og naturen

Titlerne på de udstillede billeder fortæller os med stor tydelighed, hvor det er, at Holstein finder sin inspiration og sit udgangspunkt. Det er det særlige amerikanske landskab, der afslutter staten Florida ude i Den mexicanske Golf. Rocky Mountains bliver hos Holstein til skellet mellem vest og øst, mellem oppe og nede, mellem himmel og hav, mellem lys og mørke, mellem inde og ude, mellem natur og arkitektur, mellem natur og civilisation.

Bent Holstein fremstiller storheden i livet og i naturen, hvor de indfangede indtryk bliver til visioner præget af musikalitet og præget af stort symbolsk indhold. Malerierne har - samtidigt med, at man kan ane landskabsformer og fornemme lysets betydning i landskaberne - en stor dybde, således at de åbner mod det nye og det eksotiske. Naturen er udgangspunktet for ham – og man kan sammenligne med andre store landskabsmalere som William Turner, der også indfangede landskab, himmel og hav.


 Læs mere om kunstneren og se hans værker her